
06 jun 2025 Festival i Aarhus
SKOLESKAKFESTIVAL PÅ RÅDHUSET
Onsdag d. 4 juni samlede 294 børn fra 9 forskellige skoler sig på Aarhus’ Rådhus for at spille hjernen stærk – sammen.
Programmet var fuld af en masse skoleskakkede aktiviteter! Der var en afdeling til minigames som FortKnight-skak og ACTION!-skak, samt et kreahjørne til de elever, der ville komme i skoleskakstemning med perleplader og farveblyanter. Der var også en festivalsturnering for dem, der gerne ville spille fuldt spil med alle brikker.
Derudover kom Danmarksmester og landsholdsspiller, Jesper Thybo, også forbi for at spille simultanskak med de unge. Der blev spillet en lang række gode partier, og Jesper blev selvfølgelig bagefter til autografer og selfies.
Årets vinder af festivalturneringen blev Virupskolen, som kunne tage den flotte vandrepokal med hjem – stort tillykke!
Skoleskakfestivalen var arrangeret i samarbejde med Aarhus Kommune.


